Jobopslag
Vi søger en studentermedhjælper til kommunikation, sociale medier og grafisk arbejde.
Skab bevægelse med dine kommunikationsevner
Vil du prøve kræfter med kommunikation i en lokal idrætsforening, hvor bevægelse, fællesskab og frivillighed er i centrum? Har du lyst til at lave indhold til sociale medier, producere små videoer, skrive tekster og hjælpe med at gøre lokale idrætter og aktiviteter mere synlige?
Så er det måske dig, vi leder efter som kommunikation-studentermedhjælper i Firmaidræt Storkøbenhavn.
Om jobbet
Firmaidræt Storkøbenhavn er en lokal firmaidrætsforening, der skaber idræt, motion og fællesskab for arbejdspladser, kolleger og lokale deltagere. Vi er en del af Dansk Firmaidræt og arbejder for at få endnu flere mennesker i bevægelse – både gennem faste idrætter, events, turneringer og nye aktiviteter.
Vi søger en studentermedhjælper, der kan hjælpe os med at fortælle de gode historier, promovere vores aktiviteter og gøre vores forening endnu mere synlig. Du bliver en vigtig del af vores kommunikation og kommer til at arbejde tæt sammen med både ansatte, frivillige og Dansk Firmaidræts kommunikationsteam på forbundskontoret.
Stillingen er en del af vores "Frontrunner"-projektarbejde, hvor vi i de kommende år arbejder målrettet med at udvikle foreningen, øge kendskabet og få flere med i vores aktiviteter.
Dine primære opgaver
Du kommer især til at arbejde med:
Indhold til sociale medier
Du producerer opslag, korte tekster, billeder, video og andet content, der kan skabe opmærksomhed om vores idrætter, aktiviteter og fællesskaber.
Video, foto og gode historier
Du hjælper med at fange stemningen fra aktiviteter, fortælle deltagerhistorier og vise, hvad man bliver en del af i foreningen.
Grafisk materiale
Du laver og tilpasser plakater, flyers, opslag og andet visuelt materiale – ofte i samarbejde med Dansk Firmaidræts kommunikationsteam og med udgangspunkt i eksisterende skabeloner i fx Canva.
Promovering af aktiviteter
Du hjælper med at få vores aktiviteter ud over rampen – både digitalt og lokalt – så flere får øje på mulighederne for at være med.
Tekst og formidling
Du skriver korte, engagerende tekster til fx sociale medier, hjemmeside, nyhedsbreve, flyers og plakater.
Ad hoc-kommunikation
Du hjælper med praktiske kommunikationsopgaver, når der opstår behov – fx opdatering af materialer, koordinering af indhold eller små kampagner omkring særlige aktiviteter.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du er i gang med en kommunikations-, markedsførings-, journalistisk, medie- eller designfaglig uddannelse. Det vigtigste er dog ikke præcis, hvad du læser – men at du har lyst til at arbejde praktisk og kreativt med kommunikation.
Vi lægger vægt på, at du:
- kan skrive klart, levende og målrettet
- har flair for sociale medier og ved, hvad der fungerer i et feed
- har lyst til at arbejde med video, billeder og grafisk materiale
- er nysgerrig på foreningsliv, idræt og lokale fællesskaber
- arbejder selvstændigt og struktureret
- kan omsætte idéer til konkrete opslag, materialer og små kampagner
- er serviceminded og trives med at samarbejde med både frivillige og ansatte
Det er en fordel, hvis du har erfaring med Canva, foto/video eller sociale medier – men du behøver ikke være ekspert. Vi skal nok hjælpe dig godt i gang.
Vi tilbyder
Hos Firmaidræt Storkøbenhavn får du et studiejob, hvor du både kan udvikle dig fagligt og se dit arbejde gøre en konkret forskel lokalt.
Vi tilbyder:
- et fleksibelt studiejob på 8-10 timer om ugen
- mulighed for at arbejde med både tekst, grafik, foto, video og sociale medier
- en kontorplads hos Firmaidræt Storkøbenhavn med mulighed for hjemmearbejde efter aftale
- sparring og samarbejde med Dansk Firmaidræts kommunikationsteam
- indblik i foreningsliv, frivillighed, idræt og lokal markedsføring
- en uformel hverdag med engagerede mennesker omkring dig.
Det praktiske
Arbejdstid: 8-10 timer om ugen. Vi er fleksible i forhold til studie, eksamensperioder og travle perioder i foreningen.
Arbejdssted: Du får kontorplads hos Firmaidræt Storkøbenhavn, men der er mulighed for hjemmearbejde efter aftale.
Løn: 136 kr. i timen (uden feriepenge).
Opstart: Omkring midten af september 2026 – eller hurtigst muligt.
Ansættelsesperiode: Stillingen løber som udgangspunkt frem til studiestop eller senest til december 2028, hvor Frontrunner-projektet ophører.
Sådan søger du
Send en kort motiveret ansøgning og dit CV til rlm@fskbh.dk. Skriv "Studentermedhjælper" i emnefeltet.
Ansøgningsfrist den 7. august. Samtaler afholdes i uge 34-35.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte udviklingskonsulent Rebekka Læssøe Markers på rlm@fskbh.dk eller tlf. 2463 7627.
Vi glæder os til at høre fra dig.
