Ny udviklingskonsulent i Firmaidræt Storkøbenhavn

26. februar 2024

Velkommen til Rebekka Læssøe Markers, ny udviklingskonsulent!

Den 12. februar startede vores nye udviklingskonsulent, Rebekka Læssøe Markers, der overtager stafetten efter Louise og frem mod 2026 skal drive udviklingen af Firmaidræt Storkøbenhavn. Rebekka primære opgaver bliver at udvikle vores eksisterende idrætter, stå i spidsen for opstart af nye aktiviteter, planlægge og afvikle fede events, varetage kontakten til lokale arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner i Storkøbenhavn - samt generelt bidrage til at Firmaidræt Storkøbenhavn er og bliver den foretrukne samarbejdspartner for arbejdspladser i Storkøbenhavn, når det handler om idræt og bevægelse! Derudover er Rebekka ansvarlig for vores kommunikation, markedsføring og sociale medier.

Rebekka er nyligt uddannet i Humanistisk-samfundsvidenskabelig Idrætsvidenskab ved Københavns Universitet. Hun har tidligere siddet i en deltidsstilling som Idrætsfaglig koordinator i en håndboldklub gennem et socialt partnerskab med Københavns Kommune, hvor hun arbejdede med foreningsudvikling og inklusion af udsatte børn og unge til foreningsfælleskaberne. Rebekka har altid selv været en del af foreningslivet i primært håndbold og beachvolley både som udøver, træner og bestyrelsesmedlem. Hun er på nuværende tidspunkt aktiv beachvolley-spiller.

 

Det siger Rebekka om sin nye stilling

"Idræt og foreningsliv har altid fyldt meget i mit liv. Det er her, jeg har fået de tætteste venskaber og oplevet mange store og spændende øjeblikke. Jeg brænder for at mange flere får glæde af idræt og bevægelsens fysiske, sociale og mentale fordele, og oplever det kæmpe fællesskab, det giver at bevæge sig sammen med andre. Derfor ønsker jeg som udviklingskonsulent at få endnu flere virksomheder, medarbejdere, uddannelsesinstitutioner og studerende i Storkøbenhavn med i idrætsfællesskaberne. Jeg ser derudover meget frem til at videreudvikle mine kompetencer i Firmaidræt Storkøbenhavn og arbejde tæt med de frivillige.

Har du og dine kolleger et ønske til en bestemt idrætsaktivitet, eller ønsker I at blive mere aktive på din arbejdsplads? Så tøv ikke med at tage fat i Rebekka på rlm@fskbh.dk eller på tlf. 24 63 76 27.

Du kan også følge med på vores sociale medier: 

Instagram: @firmaidraet_storkoebenhavn

LinkedIn: @Firmaidræt Storkøbenhavn

Facebook: @Firmaidræt StorKøbenhavn - fskbh.dk